Empati

Skrevet d. 29-10-2014 16:51:10 af Lars Nørgaard

Men jeg VIL ikke i børnehave skriger den fireårige pige ind i ansigtet på sin mor, som forgæves forsøger at få mast hende ned i flyverdragten. Moren skal skynde sig for ikke at komme for sent på arbejde og er ved at syre godt og grundigt til over datterens i øvrigt evindelige brokkeri over at skulle i børnehave. Det KAN ikke komme som nogen overraskelse at den står på børnehave også i dag, tænker den stressede mor, som er mere end træt af dette tilbagevendende morgenskænderi. I nogen tid forsøger moren sig med at indarbejde positiv-tænkning hos datteren á la: Det er da sjovt at være i børnehave, du skal jo bare ned og lege og hygge dig. Sammenlignet med hvad moren selv kan se frem til på sin arbejdsplads ser hun børnehaven som et slaraffenland, men for den lille pige er det ikke altid hverken sjovt eller hyggeligt at skulle forholde sig til en mængde af larmende og impulsstyrede børn fra klokken otte til seksten. Det er hårdt at gå i børnehave. Så tager moren hårdere fat og begynder at skælde datteren ud, når hun bedyrer sin ulyst til at komme i børnehave. Konflikten eskalerer og klimaks nås i børnehaven, hvor det rituelle farvel drukner i datterens tænderskærende gråd. Igen. Moren kan så tage på arbejde med en vognfuld dårlig samvittighed og ærgre sig over at hun igen lod temperamentet løbe af med sig. Er der nogen enkel og skudsikker løsning på dette universelle problem som formentlig de fleste børnefamilier er i kløerne på fra tid til anden? Nej, barnet skal jo i børnehave. Men det er muligt at måden det sker på kan justeres. Hvad angår morens måde at forholde sig på, er hendes manglende vilje, evne eller mod til reelt at sætte sig i datterens sted iøjnefaldende. Både mor og datter handler ud fra egne motiver og behov uden at tage højde for den andens motiver og behov. Datteren er fritaget for dette i kraft af at hun er et barn, men moren er voksen og bør derfor være i stand til at anskue en situation fra flere vinkler på samme tid. Selv om udfaldet bliver det samme, at datteren skal i børnehave, kan moren vel ligeså godt vise datteren at hun forstår og kan sætte sig ind i datterens situation. Fx ved helt enkelt at sige til datteren at hun egentlig godt kan forstå at hun ikke har lyst til at komme i børnehave. På den måde vil datteren i det mindste opleve at hun bliver forstået og at hun ikke er ”alene om sit synspunkt”. Morens i øvrigt velmente forsøg på at tænke positivt for datteren gør egentlig kun situationen sværere for datteren, fordi hun ud over at være ked af at skulle i børnehave også føler sig misforstået af sin mor. Det er ikke sandsynligt at problemet forsvinder som dug for solen, hvis moren bare udtrykker forståelse for sin datters situation, men det er stensikkert at datteren på længere sigt profiterer ganske gevaldigt af det.