Døden er tabu
Døden er et stort tabu i vores kultur.
Jeg ved godt, at jeg selv og alle andre mennesker skal dø.
Dog er der er en del af mig, som ikke vil acceptere, at jeg og alle andre skal dø.
Problemet er nok, at døden er noget jeg ikke kan gøre noget ved.
Det uden for min rækkevide.
På et tidspunkt kan ingen behandling eller medicin redde vores liv og så skal vi dø.
Døden vil komme uanset om jeg har accepteret den eller ej…
Jeg har selv haft døden tæt inde på livet dengang jeg, som 19 årig mistede mine forældre. Derfor ved jeg alt om hvordan det er, at være den efterladte. Det er virkelig en meget tom fornemmelse nok fordi jeg ikke kan gøre noget ved det.
Mens jeg sørgede over mine forældre var jeg glad for min far ikke mere skulle have smerter
og min mor ikke mere skulle ligge og kede sig i den sygeseng hun forbandede mere end noget.
Måske er der også noget godt ved, at dø?
Jeg synes gruppen danser med drenge har en godt forhold til døden i deres sang ”Er, der nogen i himmelen?”, som handler om deres tidligere forsanger.
Jeg havde engang en samtale med en tidligere kollega, som mente det kun var ren egoisme, at man græder når et menneske dør. Selvfølgelig vil der være en del af sorgen, som handler om “mit” eget egoistiske behov. Men det for firkantet kun, at se på det, som egoisme.
Når man kan græde over et andet menneskets død er det jo fordi, at man vil komme til, at savne den andens nærvær. Hvert menneske har noget helt særligt, at give til andre.
Til gengæld har ingen af de døde levet forgæves.
Vi tager dem med os dybt i vores hjerter på godt og ondt.
Så er det op til os om vi vil dele det vi har fået med vores medmennesker.
Har du tænkt på hvilken betydning du har for dine medmennesker?
Det måske svært, at forstille sig hvilken betydning man har for andre menneskers liv. Alligevel har man vel en forstilling om det…
Jeg må sige jeg elsker mennesker, som har et ærligt forhold til livet.
Ærlighed giver en god balance med fine rødder. Man forsøger ikke, at gøre verden bedre eller værre end den er. Det er virkelig realisme. For mig har realisme en stor betydning.
Jeg er buddhist og buddhister er meget optaget af hvordan sindet kan lave illusioner om hvordan vi tror verden er. Istedet for, at leve i nuet i den virkelige verden. En buddhist fortalte mig om en kontemplation(selvfordybelse), hvor man gennemgår alle de stadier, som ens krop skal igennem
når man er død. Der er mange.
Lyder makabert ikke?Efter kontemplationen følte han sig glad og afklaret…
Måske fordi han netop havde oplevet sin krops forfald?
Jeg har tænkt mig, at prøve denne kontemplation på døden en dag.Jeg ønsker jeg vil få et afklaret forhold til døden.
Det nytter ikke, at være helt uforberedt og gøre modstand mod noget, som er helt uundgåeligt.
Så må sorgen rense mit, så godt som det lader sig gøre.Jeg har hørt om en stammer i sydamerika, hvor de koger liget efter begravelses ritualet.
Der er næsten intet kalk i området, så kalken i knoglerne bliver lavet om til et vigtigt kosttilskud.
Når hver medlem i stammen har indtaget deres ration af kalken fra den
afdøde føler de, at de bliver et med den afdøde. Selv om dette ritual vil frastøde mange mennesker i vores kultur ligger, der kærlige følelser og ønske om sundhed for de efterladte bag.
Hvordan er dit forhold til døden?
Måske føler du også den modstand i dig, som jeg selv gør?
Jeg ønsker du vil få et lykkeligt liv…også selv om det slutter en dag.
.png)
