Direkte Kommunikation

Skrevet d. 29-10-2014 16:51:55 af Lars Nørgaard

Han sidder altid foran den forbandede computer hvisler hun indædt som afslutning på en længere beretning om, hvordan hun mener at livet på hjemmefronten er ved at køre godt og grundigt i grøften som følge af ægtemandens overdrevne opmærksomhed på hjemmepc’en. De er i fyrrerne, de har tre store børn, de har egentlig altid været en ret lykkelig familie. Men kvinden, som sidder over for mig er ved at være godt træt af at spille andenviolin mens computeren vinder stadig mere terræn i de hjemlige gemakker. For det første fatter hun ikke mandens fascination af apparatet, for det andet finder hun det latterligt og meget lidt respektindgydende at se ham sidde foran skærmen time efter time, for det tredje føler hun sig stærkt overset, for det fjerde finder hun det ydmygende at skulle konkurrere med en PC om mandens gunst.

Som kvinden beskriver hjemmelivet er det ikke svært at sætte sig ind i at hun savner at manden viser sig fra en lidt mere ”farlig” side end at han tandløst gemmer sig bag regneark og printeropsætningsmenuer. Men hvad har hun helt konkretgjort for at opnå det hun ønsker? Direkte adspurgt mener hun umiddelbart at hun har gjort alt. For eksempel har hun i årevis himlet med øjnene når han sætter sig tilrette foran skærmen, hun har søgt og fået støtte, opbakning og forståelse blandt sine veninder (som har samme problem), hun har flere gange ved selskabelige lejligheder offentliggjort mandens nørdede adfærd med henblik på at dæmpe hans IT-entusiasme, hun har snerret ad ham (motiveret og umotiveret), hun har i dén grad forsøgt at aktivere ham med noget andet og mere nyttigt (hus & have), hun har kort sagt gennem de seneste år opbygget en svidende irritation over hans måde at være på.

En enkelt lille ting har hun imidlertid aldrig rigtig praktiseret: At tale direkte om problemstillingen med sin mand. Lige først er hun en smule irriteret over forslaget, ikke mindst pga. dets rørende banalitet, men grundlæggende er hun med på tankegangen – hun er nødt til at gå i kødet på problemet og sin mand i stedet for at gå og vente på at han opdager at hun står og vinker med en vognstang. Indirekte kommunikation kan være godt og velanbragt i mange sammenhænge, men når det kommer til ægteskabelige problemer er man generelt bedst hjulpet med at sige tingene højt. For min klient er det uvant og farligt at praktisere dette, men det hjælper hende at spørge sig selv: Hvad er egentlig det værste der kan ske ved at gør det? – og hvor slemt er dét? Ofte er worst case scenarios enten ret usandsynlige eller ikke helt så slemme som først antaget.

Uanset det endelige resultat af ægteparrets forhandlinger om, hvor meget computeren skal have lov at fylde, så er den vigtigste pointe at de to taler direkte med hinanden om ønsker, behov og forventninger til hinanden.