Dine forældre

Skrevet d. 30-10-2014 09:06:07 af Lars Nørgaard

“Du skal ære dine forældre”, lyder et af de ti bud. Når man i sin tid formulerede dette eller f.eks “du må ikke begære din nabos hustru”, var det nok fordi man havde en mistanke om at nogle ude i samfundet rent faktisk kunne finde på at opdigte smudsige fantasier om nabokonen – og fordi man anede at nogle rent faktisk var mindre end begejstrede for deres forældre. Dengang og indtil for ganske nylig var samfundet dybt afhængig af at familien hang sammen, familiens opløsning var lig med opløsning af samfundet. For at familien kunne hænge sammen måtte man sikre sig at børnene ikke bare skred fra det hele, når de blev store, men derimod blev og tog sig af deres gamle forældre som ikke længere kunne forsørge sig selv. Så man kørte det tunge skyts i stilling og hidkaldte den største autoritet man kunne komme i tanker om, Vorherre, som angiveligt skal have sagt at man har pligt til at elske og ære sine forældre, herunder forsørge dem når de bliver gamle og uarbejdsdygtige. I store dele af verden, hvor den vestlige velfærdsmodel ikke rigtig er slået igennem, gælder denne orden stadig. Men herhjemme er alle stort set økonomisk uafhængige af hinanden. Peter Belli formulerede for 35 år siden med grådkvalt forælderstemme til sit barn at selv om han (eller var det moren?) i årevis havde travet op og ned ad køkkengulvet med den søvnløse knægt på armen og selv om det havde været hårdt på mange leder og kanter, så var der INGEN REGNING. Men netop måden det bliver sagt på er et klassisk eksempel på det som i fagsproget hedder en “double-bind”, dvs. at man siger ét men mener det stik modsatte. Peter Belli siger at knægten ikke skylder dem noget, men hvorfor skal vi så sidde med en klump i halsen? Fordi Peter Belli jo synes at knægten skylder dem noget – på det følelsesmæssige plan står drengen i bundløs gæld til sine forældre.

Nutidens forældre ved godt at velfærdssamfundet nok skal tage sig af dem, når de bliver gamle, og at de derfor ikke længere kan bruge dette argument til at fastholde børnene. En anden udbredt (ubevidst!) taktik er så at skabe et følelsesmæssigt afhængighedsforhold, som bygger på dårlig samvittighed og “skyld med sky på”. I forretningslivet udnytter man dette ved f.eks at indføre Mors og Fars Dag.

Jeg mener egentlig ikke at man skylder sine forældre noget særligt. Når man får børn er det som udgangspunkt pr. definition for éns egen skyld og i et større perspektiv for at sikre artens overlevelse, og hvorfor skal børnene bøde for dét? Dermed ikke være sagt at jeg synes at børn skal blæse deres forældre én lang march, når de er vokset til, men det fører ikke til noget godt hverken at påbyde dem at elske og ære eller at snige sig ind ad bagvejen via den dårlige samvittighed.