Den misforståede hjælper

Skrevet d. 29-10-2014 16:52:26 af Lars Nørgaard

Ad omveje hørte jeg om en midaldrende kvinde, som ikke véd alt det gode hun vil gøre for andre mennesker. Overalt sætter hun sine diskrete fingeraftryk med små og mellemstore næstekærlige gerninger. Folk i periferien bliver duperet af hendes allestedsnærvær og tager hatten af for hendes medmenneskelighed. Især tager hun affære, når nogen på den ene eller den anden måde er ramt af dårligdom. Hun er den første til at vide det hvis fx naboens svigerdatter ligger syg, eller hvis en slægtning til en perifer kollega er død. Det er efterhånden blevet en stående joke, at hun må være udstyret med en særlig radar som sætter hende i stand til at opsnuse sygdom og elendighed på kilometers afstand. Påfaldende ofte ender det med at hun bliver en central figur i sådanne sammenhænge, både som sjælesørger og som praktisk gris. Umiddelbart er der intet dårligt i at denne kvinde tilbyder sig selv som en ressource for andre mennesker i nød – tvært imod ligner det jo en nobel livsindstilling. Men helt problemfrit er det nu ikke, i hvert fald ikke for hendes egen familie og nærmeste venner. De står i et dilemma, når hun typisk ved en ellers festlig sammenkomst underholder med en af sine rystende beretninger om fx en tidligere nabos tragiske sygehistorie. Hendes egen beundringsværdige indsats i forhold til den syge lader hun ikke gå upåagtet hen. På den ene side er det jo flot og stort af hende at tage sig af dette medmenneske, på den anden side kan tilhørerne ikke lade være med at blive lidt irriteret på hende. Og hvorfor egentlig det? Irritationen opstår sandsynligvis fordi der lige nedenunder den uskyldsrene selvopofrelse ligger et latent behov for at blive set og hørt og opnå anerkendelse og accept, hvilket skinner igennem uden at nogen rigtig kan sætte en finger på det. Dybest set bruger kvinden faktisk de dårligdomsramte til at dække et uopfyldt behov for opmærksomhed – helt ubevidst, bevares. Præcis hvorfor kvinden er i underskud på opmærksomhedskontoen kan der være et utal af grunde til som man kun kan gætte på, men når hendes heltegerninger vækker modstand blandt hendes nærmeste er det fordi de fornemmer den skjulte dagsorden, som giver hendes indsats modsat fortegn. For at undgå at kvinden med tiden bliver parkeret i et selvvalgt martyrium som den misforståede hjælper, kan det varmt anbefales at nogen i hendes omverden begynder at tale direkte med hende om hendes eget bud på årsag og virkning i hendes adfærdsmønster.