Den Indre Dialog

Skrevet d. 29-10-2014 16:53:02 af Lars Nørgaard

Folk gør bare hvad der passer dem, ingen tager højde for, hvad jeg synes og mener om tingene. Hvis det så bare var på mit arbejde at beslutninger blev truffet henover hovedet på mig kunne jeg måske leve med det. Men også derhjemme føler jeg at både min mand og mine store børn er holdt op med at lytte til mig.

Som min klient, en kvinde i fyrrene, beskriver sin situation er det ikke svært at sætte sig ind i at hun i stigende grad føler sig overset, ignoreret, isoleret og at hun som følge heraf er ked af det meget af tiden. Hun har spekuleret meget over, hvorfor hendes omverden behandler hende på denne måde, men jo mere hun tænker over det, jo mere uforståeligt bliver det, for hun er jo en sød og hensynsfuld kvinde, som netop selv er god til at leve sig ind i andres motiver, ønsker og behov. Så god at det på paradoksal vis er en del af hendes problem.

Med en række konkrete eksempler fra hverdagen fortæller kvinden hvad der sker, når hun oplever at folk handler på tværs af hendes ønsker. Ét træk går igen ved alle hendes eksempler, nemlig at hun reelt aldrig får fortalt disse ønsker til den anden – fordi hun på forhånd har gennemspillet dialogen i tankerne. Hun er så dygtig til at forudse andres adfærd, reaktioner og bagvedliggende motiver at de fleste diskussioner foregår inde i hendes eget hoved. Hun nævner talrige episoder, hvor hun på forhånd følte sig sikker på hvad den anden ville sige og derfor så hun ingen grund til at gennemspille dialogen ”live”, når hun jo alligevel allerede kendte udfaldet af samtalen.

Jo mere kvinden fortalte om sin indre dialog jo tydeligere blev det for hende at netop denne måde at forholde sig til andre mennesker på minder foruroligende meget om den måde visse ældre ægtepar lever op og ned af hinanden på – uden egentlig at være sammen.

Det kan godt være at kvinden er god til at forudse andres adfærd og at hun mange gange vil have ret i sine antagelser, men uanset hvad begrundelsen er for at undlade at kommunikere, så ser omverdenen kun én ting: en person der ikke kommunikerer. En person der ikke kommunikerer kan man ikke forstå og følgelig ikke tage højde for.

Hvis kvinden vil ud af isolationen og igen blive et menneske hvis ønsker der tages højde for, opnår hun mest effektivt dette ved at lade menneskene i hendes omverden selv gennemspille deres rolle i enhver dialog. På den måde vil hun for det første selv blive tydelig i landskabet, for det andet vil hun vise respekt for at mennesker omkring hende kan tænke selv – og måske vil hun engang imellem blive overrasket.