De voksne følelser

Skrevet d. 9-11-2014 09:30:05 af Lars Petersen

I modsætning til de barnlige følelser, har voksne følelser fundet balancen mellem orden og kaos.

Kendetegnet ved voksne følelser er, at man har taget ansvar for sine handlinger, følelser og tanker…Nåh ja siger du så…Hvad er så problemet?
Problemet er, at voksne mennesker har barnlige følelser, som ikke er blevet voksne…Måske har du ikke draget nok omsorg for dine barnlige følelser?
Eller også er du helt ubevidst om deres eksistens?

Daniel Goleman skrev bogen følelsernes intelligens i 1995.
I bogen beskriver han sig selv i sin ungdom. Et forhold han havde til en kvinde fungerede ikke.
Hans kæreste synes han opførte sig meget følelseskoldt og logisk. 
Han forsvarede sig med hun var irrationel og alt for følelsesbetonet.
Efter flere smertefulde samtaler går det op for Daniel, at kæresten har ret.
Da han langt om længe kommer i kontakt med sine følelser er det, som en åbenbaring.
Ikke alle mennesker er lige, så heldige som Daniel.

Ubevidst er folk måske nok klar over, at noget er galt, men ikke tid, lyst, lejlighed til,at gå i dybden med sine følelser.
Måske har du en god ven, kæreste, familiemedlem, som gør dig opmærksom på dit problem?
Det bare ikke det samme, som at man får løst sit problem.
Barnlige følelser kan være drilagtige og modvillige til, at give sig til kende.
Hvis følelserne er blevet ubevidste ved man ikke engang, at man har et problem.
Problemet er så ude af ens “synsfelt”.Forskellige teknikker inden for Psykoterapi kan løse dine problemer.

Mange mennesker har slet ikke lyst til, at gå i behandling.
Jeg skal ikke til en shrink(hjerneskrumper) siger folk ofte i U.S.A.
Det er psykologer, der med deres ofte over-logiske spørgsmål har medvirket til fremmedgørelse af mennesker, der har det dårligt.
At analysere følelsesmæssige problemer svarer til, at tænke følelser.
Rationelt, at finde ud af, hvilken diagnose, men skal give mennesker.

Det selvfølgeligt rart, at vide hvad man fejler, men hvem vil du helst tale med.:

-Et menneske, som forstår dine følelser ud fra livserfaring, som har “hjertet på det rette sted”, og kan mærke dine behov?

-Eller et menneske, som iskoldt analysere hvordan du har det?

Jeg har oplevet sygehjælpere, som havde en fantastisk god kontakt til deres patienter.
Fordi de kendte patienternes behov.
Til gengæld har jeg oplevet en psykiater, som virkede endnu mere syg end patienten.
Psykiaterens hovede drejede rundt og svarene på mine spørgsmål var meget uklare.
Andre mennesker har fortalt mig lignende historier.
Jeg sad og overvejede, hvem som var mest syg patienten eller psykiateren?

Måske kan nogle mennesker ikke tåle, at have med mennesker, at gøre som har det dårligt?
Måske “smitter” patienternes følelsesmæssige tilstand nogle mennesker?

Jeg har også oplevet dygtige psykologer og psykiatere, som virkelige kunne give patienterne god behandling.
De virkede følelsesmæssigt afklaret og udstrålede voksne følelser.
Psykoterapi, som for eks. NLP, hvor man selv er ansvarlig for løsningen på personlige problemer, har stor succes i disse år. 
Nogen er utrygge ved hypnose.
Andre har det fint med hypnose, hvor hypnotisøren “går” direkte ned i kundens underbevidsthed.
Gennem forslag støttes kunden i sin personlige udvikling.Der er virkeligt mange gode redskaber til, at afhjælpe følelsesmæssige problemer.
Dog kan det måske undre, at man omgående tager på skadestuen med en brækket arm, men ikke altid med et personligt problem.

Hvad er folk bange for, der skal ske, hvis de søger hjælp?

Hvad mon, der kan ske, hvis man ikke søger hjælp?