Barnets Køn

Hans kone er gravid og de glæder sig fantastisk til at få deres første barn. Fra den dag den berømte tissepind viste to streger har de talt om, hvor uendelig ligegyldigt det er om det bliver en dreng eller en pige. Den velkendte parole lyder: bare det er sundt og rask, så er vi ligeglade med kønnet. Ikke syv vilde heste kan få nogen af de kommende forældre til at udtrykke præference for det ene eller det andet. Disse kommende forældre er langt fra enestående på dette område, de fleste kommende eller nybagte forældre, jeg taler med, glider rutineret af på spørgsmålet. Om der er tale om et egentligt tabu ved jeg ikke, men stemningen synes at være, at man ikke kan tillade sig at give udtryk for ønsker i dén retning. Punkt ét risikerer man jo at stå med en flov smag i munden, hvis der kommer noget andet ud end man har bestilt. Punkt to er der fare for at lyde forkælet eller krævende, hvis man går op i den slags, når man blot bør være glad for overhovedet at kunne reproducere sig selv – dette accentueres jo for tiden af den generelle mistillid til den danske sædkvalitet. Punkt tre, og det tror jeg er lettere tabuiseret, kan man være bange for at sige for meget om sig selv ved at offentliggøre et måske ganske klart indre ønske til, eller forestilling om, barnets køn. En offentliggørelse af et sådant ønske kan nemlig føre til at omverdenen vil have en forklaring. Det som kan opleves som ”farligt” er at en sådan forklaring direkte eller indirekte kan handle om denne persons selvopfattelse. En mand der inderst inde ønsker sig en datter kan måske have dette ønske fordi han ubevidst er bange for at få en søn, som ligner ham selv, eller måske kan han på baggrund af egne erfaringer ikke forestille sig at han kan få en nær følelsesmæssig tilknytning til én af samme køn som ham selv, eller…En kvinde kan eventuelt ubevidst frygte at gentage det konkurrencebetonede forhold hun måske har til sin egen mor, hvis hun får en datter, eller hun kan helt banalt ønske sig en søn, fordi hun så ofte har hørt klicheen at drenge er meget mere ligetil og ikke så konfliktskabende som piger, eller… Ikke alle tabuer er til for at blive brudt, og pointen er på ingen måde at jeg anbefaler alle at braldre ud med deres private tanker og forestillinger om barnets køn til alle og enhver. Man er i sin gode ret til at have et privat ønske (og at bibeholde det i privaten), men hvis man nu får et barn af det køn, man ikke forventede, kan det være befordrende for tilknytningen til barnet at man på forhånd har diskuteret sine motiver (som gerne må være irrationelle og selvmodsigende – det er den slags tit) med sig selv. Og i bedste fald også med sin partner.