At sige fra

Skrevet d. 30-10-2014 08:49:47 af Lars Nørgaard

Hun har lige siddet og snakket i telefon i knap en time med en veninde. Intet nyt i dét, intet nyt i at firs procent af samtalen handlede om venindens gøren og laden, intet nyt i fornemmelsen af at blive udnyttet som lytter og problemknuser for den anden, intet nyt i den voldsomme irritation der skummer op efter røret er lagt på. Min klient er en kvinde midt i tyverne, som er meget træt af rollen som vennernes og venindernes private socialrådgiver. I sit professionelle liv er hun faktisk socialrådgiver og trives godt i sit job, men hun finder det temmelig utilfredsstillende ikke at kunne give slip på funktionen i sit privatliv. Hun oplever det som om folk omkring hende tager hendes udelte opmærksomhed for givet, mens der kun nødtvungent levnes lidt taletid til hende selv. Så længe hun kan huske har det været sådan. Om hun så lige er kommet hjem fra en udlandsrejse, om hun så har haft de mest spektakulære oplevelser på sit arbejde, sågar om hun så lige har fundet ud af at hun er gravid – synes folk i hendes omverden til hver en tid at finde sig selv mere værdige til den samlede opmærksomhed. Min klient finder sig gang på gang i den ulige rollefordeling, og mærker som følge heraf en gnavende bitterhed. Og fordi hun ikke ved hvad hun skal gøre for at ændre på situationen er hun temmelig tit ked af det og har efterhånden ikke ret meget lyst til at snakke med folk overhovedet.

Det er yderst sjældent at der findes enkle og skudsikre løsninger på menneskers personlige og sociale problemer, og dette er ingen undtagelse. Min klient kender godt i forvejen det gamle slagord om at ”lære at sige fra”, men det er kun en ringe hjælp, når det at sige fra netop er det sværeste i verden for hende. Som hun ser det svarer det til at foreslå en mand med to brækkede ben, at han skal løbe det væk.

Til gengæld giver det mening for kvinden at fordybe sig i spørgsmålet hvorfor det at sætte grænser er så vanskeligt for hende. Svaret er ikke nødvendigvis overraskende, men at sige det højt åbner muligheder for at komme videre: hun er bange for at skubbe folk væk fra sig, miste dem hun holder af, hvis hun markerer sig alt for tydeligt i landskabet overfor dem. Mange års træning har gjort hende fortrolig med det at ”rumme” andre mennesker og deres problemer, og hun er bange for at hvis hun pludselig selv læsser af den anden vej, så vil folk løbe skrigende bort. Men ved nærmere eftertanke; når hun helt konkret gennemgår de vigtige personer i sin omverden én for én synes det usandsynligt at de ville slå hånden af hende, hvis hun formastede sig til at tage ordet. Bevares, folk burde selv kunne styre sig og høre, hvornår deres stemme har lydt længe nok, men det kan de åbenbart ikke altid og så er spørgsmålet, hvordan man vælger at forholde sig til dét. Kvinden hér er så træt af at være samtaleoffer at hun har valgt fremover at satse på selv at blive hørt. Den kalkulerede risiko er at enkelte mindre betydningsfulde bekendtskaber eventuelt bakker ud, til gengæld vil hun næsten med statsgaranti opleve en grundlæggende tilfredsstillelse ved at sætte sig selv igennem som ligeværdig person og ikke som serviceorgan for de andre.