At lukke op, når det banker på

Skrevet d. 1-10-2016 16:37:39 af Lea Mette Rasmussen

At lukke op, når det banker på...

 

Livet er op og nedture. Vi hylder vores opture og bander vores nedture langt væk – i bedste fald er vi nysgerrige på dem.

 

Ofte er vores nysgerrighed rettet udadtil, fordi vi skal lære noget om verden og livet, og fordi vi gerne vil tilpasse os.

 

Men hvad er det som mangler, som Irvin Yalom altid spørger.  Så varmt. Så nysgerrigt.

 

Er det blikket på os selv?

 

Hvad med dig? Sådan helt egoistisk? Sådan som de fleste af os altid har lært, at vi aldrig må være. Navlebeskuende, selvfokuseret, opmærksom på sig selv og nysgerrig.

 

Nysgerrighed findes i mange afskygninger. Den målene og videnskabelig nysgerrighed, som oftest tager udgangspunkt i en formfuldendt hypotese, hvilket gør det nemmere at verificere resultaterne bagefter og videregive sine data til andre.

 

Men hvad er det der mangler?

Måske er det barnets nysgerrighed? At se tingene med friske øjne for første gang. Ikke med anden agenda end blot det at observere. Se hvad som sker.

Hvad sker der,  når vi retter nysgerrigheden ind mod os selv?

 

Her vil der være en del, der vil opleve en form for modstand, fordi at være så selvcentreret eller selvfokuseret ganske enkelt ikke hører sig til. Når vi skal undersøge os selv kan nogle af os have tendens til at tage de naturvidenskabelige briller på. Hvad er rigtig hvad er forkert? En god og solid  tilgang, som i øvrigt kan bringe en masse værdifuld information med sig. Men der mangler måske noget…

 

For hvad sker der det øjeblik, hvor vi tillader os at undersøge med kærlige øjne. Med et ikke-dømmende blik, men et blik der ser på det som er – uanset hvad det er.

I livets nedture, dér hvor livet gør ondt og hvor det meste bliver svært, er der en disharmoni og en uoverensstemmelse i forhold til livet på ydersiden og livet på indersiden. Det er essentielt at kigge på denne uoverensstemmelse,  hvis man ønsker at arbejde med sine udfordringer, sine kriser, sine nedture.

 

Og når det er svært, så er det ofte fordi vi enten har fået nok, fordi det er smertefuldt, fordi noget banker på og gerne vil fortælle os at vores livsmønster er uhensigtsmæssigt. Udfordringen kan ligge i, at vi ikke har de rigtige eller tilstrækkelige redskaber.

 

Hvad sker der, hvis vi tillader os selv at standse op og lytte til dét som banker på? Kunne det være en tilgang?

 

Mange af os har brugt uendelige ressourcer på ikke at lytte til denne banken. Den er oftest forbundet med noget smerteligt og skubbes derfor til side, og i stedet griber vi til et af de redskaber som vi kender aller bedst. Hold ud, hold ud, hold ud!

 

Hold ud-strategien tjener ganske vist sit formål i visse situationer, men at vælge den som et livsmantra på bekostning af dét som i øvrigt ellers rør sig i ens inderste, kan på den lange bane være både opslidende, nedslidende og udmattende. Hvad ville der ske hvis man for en stund lyttede til det som banker på? Langsomt vænnede sig til at lytte og fornemme det som bragte noget forståelse og klarhed med sig?

 

Ofte er budskabet forbundet med behov af den ene eller anden art. Behov for at sige fra eller til. Behov som er forbundet med en længsel efter at være fri og gøre det som står ens hjerte nært og at leve i en form for overensstemmelse med det, som er inden i og uden for. Ens tilnærmelsesvise harmoni, som ikke er konstant, men bestemt værd at nærme sig.

 

Mange oplever ubalance, når de rammes af en krise og det kan opleves særdeles smertefuldt at gå gennem krisen. Men hvad ville der ske, hvis man tillod sig selv, i dét omfang, som nu engang passede til ens særegne natur, at i stedet for at holde ud og undertrykke dét som bankede på, at være nysgerrig på det? At skrue sit barnesind på sådan så det blev en observation af det indre så vel som det ydre? At give plads til længsler og behov og finde et sprog for noget, som måske har ligget i dvale i årevis.

Hvilke behov og ressourcer ville kunne komme frem? Kønt eller ikke kønt. Klogt eller ikke klogt.

 

Vi skal kigge på følelserne og krisen. Ikke fordi det er et ståsted, hvor vi skal forblive til evig tid. Men undersøge disse, lære indholdet at kende, dynamikkerne, mønstret, for derfra at kunne finde de redskaber, der bringer os hen hvor krisen ikke blot bliver en fastlåst station i livet, men et sted hvorfra vi greb chancen til at udvikle os. Og hvis man tør stå der længe nok og får lært sig at stå der længe nok, kan man opleve at krisen pludselig transformerer sig til en bro til et nyt ståsted i livet.

Hvad gør du, når det banker på?