Annettes Hjørne

Skrevet d. 8-11-2014 10:06:10 af Annette Berthelsen

Jeg lyst til at skrive lidt om mine forestillinger og betragtninger vedrørende begrebet plejer.

Plejer.

Det plejer jeg at gøre. Sådan plejer det at være. Sådan plejer det at se ud.

Det føles som det plejer.

Jamen, vi plejer at …….

Vi kender det alle sammen, og vi har endda en talemåde, et udtryk der dækker over begrebet.  ”Det ligger på rygraden,” hvilket i daglig tale plejer at betyde, at jeg godt kender denne situation. Jeg kan måske ikke altid fortælle hvorfra, hvordan og hvorfor, men jeg ved det.

På den store skala kommer det til at betyde, at plejer pr. definition er sandt, fordi alt, hvad der ligger på rygraden, er noget vi aldrig sætter et ? ved. Hver eneste dag udfører vi tusindvis af store og små handlinger, hvor vi ikke tænker nærmere over hvorfor og hvordan, vi bærer os ad. Det gør vi bare.

Langt de fleste af os kan, uden at vi tænker nærmere over det udføre en stribe handlinger på en gang. Fx køre i bil med høj hastighed mens vi taler ja måske endda skælder ud i mobiltelefon samtidig med, at vi klør os i øret med den ene finger. Det falder os helt naturligt.

Nu forholder det sig imidlertid således, at vi alle har været udsat for fejlindlæring. Nogen er blevet mishandlet og omsorgssvigtet, andre er ikke blevet forstået, er ikke blevet set eller er ikke blevet elsket nok. Variationerne er utallige, men alle har vi befundet os i en livsbestemt situation, der har resulteret i, at vi har indlært noget forkert. At 2+2 pludselig kan blive til 7.

Des tidligere denne fejlindlæring er sket, og jo længere tid den har stået på, des sværere er følgerne. Nogle menneske har lange stykker på deres rygrad, hvor der står 7, andre et kort. Men alle har vi hver vores rem af huden. Alle bliver vi fra tid til anden uelskelige for os selv.

Hver gang vi senere i livet følelsesmæssigt, konkret eller tænkt befinder os lige netop dér på rygraden, hvor 2 +2 plejer at være 7, er det sådan, vi kommer til at reagere. Ligesom vi plejer, vil vi igen og igen i den konkrete situation få en dårlig oplevelse.

Fordi oplevelsen ligger på vores rygrad, kommer det ikke bag på os at dette her nu sker igen, det er jo netop forventeligt. Det er muligt, at vores hjerne protesterer imod, hvad der sker, men i og med at det opleves som en virkelig situation, vil følelsen af, at det er vores egen skyld, at vi har et medansvar for at være havnet i denne her situation, opleves stærkest. I en ubevidst situation vinder det ubevidste altid. Hver især oplever vi det som rigtigt, at vi skal lide Det føles rigtigt at gøre eller sige eller føle således.

Vi er hver især skyldige på hver vores måde. Ligesom vi i sin tid har lært det.

Som vi plejer, er vi er igen blevet ramt af plejer. Lige i nakken, da plejer jo altid rammer os bagfra, i og med at det jo ligger på rygraden

Skal det så altid være sådan. Skal jeg for evigt være fanget i en båndsløjfe?

Hvis vi kan erkende, at vi har lært noget forkert, kan vi lære at forstå, at det vi før gik ud fra var en sandhed, ikke er rigtigt. Vi kan med hjernen begribe, at vi har været udsat for fejlindlæring. Derefter kan vi med vores nye indsigt, og når vi er nærværende og bevidste, begynde at bryde mønstreret. Vi kan gøre en indsats, fremfor at gøre hvad vi plejer, når vi står i de situationer, hvor vi uovervejet eksempelvis plejer at springe over, hvor gærdet er lavest.

Det kan være svært at se hvor på ens rygrad, der står at 2+2 er 7. Husk på, at des tidligere i livet ens fejlindlæring er sket, jo længere nede på rygraden ligger det, og jo sværere er det at se.

Alligevel er det muligt at lave om på plejer. Det er svært, og det tager tid. Fremfor for alt kræver det styrke og mod. Viljen til at blive ved med at kæmpe for ikke at lade sig begrænse at indre vrangforestillinger om ikke at fortjene noget bedre, om ikke at være god nok.

Vær ikke bange for forandring.

Annette