En graviditet tager altså stadig 9 måneder!

Jeg undrer mig… for ganske ofte hører jeg folk beklager sig over, alt det man IKKE har nået. Alt det man kunne tænke sig, men ikke får gjort. Hvorfor? Hvad er det vi skal nå? Hvad bruger vi tid på? Og hvad fylder vi reelt ind i tiden? 

Bør, skal, og mangel på tid, er begreber som flyder i gaderne. For pokker, der er da intet her i verden, vi er nødt til. Intet. Ikke desto mindre, er mange af vores gøremål baseret på noget vi bør, eller skal. Ganske ofte hører jeg sætninger som; jeg er nødt til at komme i bedre form. Jeg er nødt til at deltage i forældrerådet. Jeg er nødt til at følge med i nyhedsstrømmen. Jeg er nødt til at deltage til fødselsdagen. Listen er lang. Meget lang. Men det gør ondt, at have ondt i tiden, og i en tid som skynder sig, så er det eneste vi virkelig er nødt til, at prioritere tid til os selv. Vi lever i en tid hvor alt er tilgængeligt. Vi kan handle hele tiden. Vi kan arbejde hele tiden. Vi kan se film hele tiden. Vi kan få fat i hinanden hele tiden. Det lader til, at vi har svært ved at give tingene sin tid, og derfor føler vi faktisk ofte at mangle tid. Men ved du hvad, alting har sin tid. En tid til at rive ned. En tid til at bygge op. En tid til at helbrede. en tid til at være syg. En tid til at græde. En tid til at grine. En tid til at danse. En tid til at arbejde. En tid til at dø. En tid til at fødes, ja, en graviditet varer Gudskelov stadig 9 måneder.

Jeg er ikke fortaler for, at vi skal flytte langt ud i skoven, eller underkende udviklingen. MEN… jeg er fortaler for, at vi skaber vores egen oase, og tage vores tid. Jeg er heller ikke fortaler for, at vi skal boykotte alle arrangementer, men jeg er fortaler for, at vi skal følge vores indre stemme og vælge med omhu. Og jeg går gerne forrest. Skal vi følges ad, i ro og mag?